De japanske haver deles traditionelt op i fire grundtyper, som dog indeholder utallige variationer og blandinger mellem stilarterne. De fire klassiske havetyper passer hver især til deres formål, og havetyperne kan fint anlægges op ad hinanden, med mere eller mindre markerede overgange.

Haverne er enten anlagt til at beskue udefra, eller til at gå rundt i.

Te-haven

Roji

Te-haven er udviklet for mange år siden som en have der har det klare formål at forberede besøgende til en spirituel ro, der er nødvendig for deltage i te-ceremonien. Te-haven er frodig med træer, herunder Ahorn, som giver en skovagtig fornemmelse, med løvets tæthed mellem træerne og en kølig atmosfære.

Te-haven kan anlægges i både små og større områder og et andet vigtigt element er et vandkar som findes i mange forskellige former og størrelser. Vandkarret kaldet tsukubai, placeres ofte i det mest skyggefulde sted i haven hvor fugt, mos og alger trives. De fugtige og skovagtige omgivelser bibringer opsætningen med et indtryk af ælde og patina som er vigtigt i den japanske have. Man ser dog også her andre opstillinger af tsukubaien.

I te-haven anvendes meget ofte en port eller et hegn, hvor formålet er at markere, at man træder ind i havens indre rum; fra den virkelige og travle verden, til roen og fordybelsen.

Roji er den gamle japanske betegnelse for en gangsti eller en passage. Den er et symbol på den tur gæsten går i haven på vej til te-huset.Trædestierne fører forbi tsukubaien hvor gæsten renser mund og hænder, rent spirituelt renses tankerne symbolsk før te-ceremonien. I den traditionelle te-have er der en ventebænk hvor man hviler og afventer at værten kommer og henter en ind til teceremonien. Trædestenene på stien vandes lige inden gæsters ankomst og gæsten hentes først når stene er tørre. Ventetiden er en del af ceremonien, så gæsten får tid til at forberede sig på ceremonien og få roen ind i sjælen og ligge afstand til hverdagens bekymringer.

Tehaven er modsat zenhaven meget frodig. Der er mange overstandere (som oftest ahorn), hvor solen kan spille ned gennem grenen og lave fantastiske skyggevirkninger i mosbunden. Der bruges flere forskellige planter i mellemniveauet, der næsten alle klippes let og luftige i faconen. Der bruges mange hegn og indgangsporte i en tehave. Den er ofte delt i 2 haver – den ydre tehave og den indre tehave. Ventebænken er placeret i den ydre tehave, som er mere luftig end den indre tehave. Det er i tehaven granitlampen for første gang bliver brugt til oplysning af stierne.

Gårdhaven

tsubo niwa

Gårdhaven er ofte en mindre og intim have, men findes også som en lidt større have, typisk anlagt mellem fire bygninger, der danner rummet for gårdhaven; kaldet tsubo niwa på japansk. Gårdhaven kan betragtes både tæt på og udefra, og denne havetype gør ofte brug af te-havens elementer, herunder stenlanternerne og tsukubaien.

Denne havetype kan varieres i det uendelige. Gårdhaven er nok den af havetyperne der kan fortolkes mest frit og kreativt, men ligger tættest på te-havens stemning.

Gårdhaven benytter sig sjældent af porte i selve haven som te-haven gør det, men ofte anvendes hegn til at adskille områder, eller danne baggrund for tsukubaien el.a.

Shisen-do i Kyoto

Meditations eller sand- og stenhaven

Karesansui

Tørhaven, som denne havetype også have kaldes, gør brug af revet grus, der skal illudere vand og havets bølger, eller af en enkel og ren falde bestående af mos. Mos har den virkning på beskueren at det beskriver en renhed og en rejse ind i en anden verden, som græssets renhed ikke kan. Derfor er mos vigtigt at bruge i denne havetype fremfor græs, ligesom det gør sig gældende i tehaven.

Tørhaven er nok en af de mest udbredte og misforståede havetyper. Denne haveform er en mere abstrakt form for have end de andre havetyper. Her skal den besøgende kunne finde ro, og forestille sig, at det revne grus former bølger eller floder og vandløb f.eks. Selvom der ikke er vand skal man næsten kunne høre det. Planter og buske m.v. er kun sparsomt anvendt. Zen-haven bruger som en undtagelse fra de andre havetyper granitsten, som er fremmede for det danske landskab, fordi disse sten henfører den besøgende til et anden verden (spirituelt) og dermed understreger det meditative formål.

Den tørre have kan anlægges i mindre haver såvel som i større, eller som en del denne og betragtes altid udefra.

Ryoanji tempel, Kyoto

Vandringshaven

Kaiyushiki teien

Vandringshaven kræver plads, da landskabet består af søer, bakker og inddrager det omgivende landskab. De forskellige landskabsscener som den besøgende ser på vandringen rundt i haven er ganske nøje planlagt, og kan bestå af miniatureudgaver af virkelige landskaber, eller abstrakte udgaver af scenerier man kan huske fra en rejse, eller fra sit nærområde.

En af vandringshaven vigtige elementer er at bruge f.eks. en bagvedliggende skov som en "del" af haven. Dvs. at haven opbygges så det ligner at denne fortsætter ud i den bagvedliggende bevoksning, og dermed synes større end den reelt er.

Som i de te- og gårdhaven anvendes meget ofte formklippede Azalea som illuderer alt fra bakker til bjerge i abstrakt form. Buksbom, Hebe, Rhododendron o.a. planter kan sagtens bruges istedet for eller som suplement til Azalea.

Søer, vandløb og vandfald hører også til i vandringshaven, bl.a. med Koi-karper hvis man har mod på det.

Murin-an i Kyoto